Hassans oplevelser fra verdens første Specialist People Conference 2011

Inspiring people, encouraging stories, a compelling mission and social entrepreneurship... lucky me!

Dette var, sammen med URL'en til Specialist People Conference 2011, min status på LinkedIn da jeg kom hjem fra den første af den to dage lange konference hos Nokia i København. Siden da er det gået op for mig, at det ikke er mig der er den heldige – men derimod de ’specialister’ som nu får en plads i erhvervslivet hvor de får lov til at fungere som de bedste kan og samtidig bidrage til samfundet. Jeg indså også at det ikke kun er specialisterne der er heldige, men en anden gruppe som jeg mener nu også er bedre stillet takket være Thorkil Sonnes arbejde, er de pårørende til specialisterne. De er så heldige, at de får lov til at opleve deres børn eller søskende komme ud af en ellers fastlåst situation på førtidspension eller lignende. Dette gør de, hvad enten de er en del af 'Specialist People Foundation' eller nyder frugterne af dennes arbejde og mission.

Jeg var med til konferencen fordi det konsulenthus jeg arbejder for, (PrettyGoodTesting) er Specialisternes foretrukne partner inden for Test. Dette sammenholdt med det faktum at jeg har næsten 10 års erfaring med at arbejde med blandt andet autister og aspergere gjorde, at jeg tog imod tilbuddet om at komme med til denne konference. Hvilket jeg langt fra har fortrudt! På konferences første dag introducerede Thorkil og hans stab os for Specialist People Foundation, Specialisternes arbejde, og Mælkebøtte tilgangen. Alt sammen meget spændende og inspirerende - hvordan én mands mission kan blive et trækplaster for interesserede fra hele kloden (25 lande var repræsenteret).
Men der var i særlig grad en oplægsholder uden for Specialisterne, som vakte min interesse, nemlig Professor Robert Austin fra CBS. Hans oplæg og tese gik ud på at udfordre ideen om at ansvaret for at få specialister i arbejde ligger hos deres pårørende og Specialist People Foundation. Hans postulat er, at det nye årtusinde har brug for specialister til at opfinde, udvikle og etablere nye teknologier - derfor er det også erhvervslivets ansvar, at hjælpe specialister i arbejde og gøre plads til dem. Denne tanke tiltalte mig meget, idet den bidrager med et nyt perspektiv. Hvor jeg tidligere betragtede det som Social Entrepenuership indså jeg, takket være Austin, at målet også er at opfylde de krav som markedet stiller i det 21. århundrede. 

Under konferencen fik jeg rig mulighed for at snakke med deltagere fra hele verden og høre hver deres historie. De var alle variationer af én grundlæggende fortælling, der handlede om at hjælpe en gruppe mennesker til at få en lysere fremtid. Hvordan de enkelte skulle løse det problem havde de alle kæmpet med. I deres iver og til tider frustration var de faldet over - eller fået en reference til - Thorkil og hans mission om at få en million specialister i arbejde. Hvordan konferencedeltagere ville implementere ideen om Specialisterne og etablere det operationelle i deres respektive lande med de restriktioner/muligheder der eksitererer der, var samtaleemnet mellem oplæggene for mange. Udvekslingen af ideer, erfaringer og historier skete altså på tværs af landegrænser bygget på en fælles forståelse om, at målet om én million specialister i arbejde bedst nås sammen og i flok. Det gør, at jeg glæder mig enormt meget til næste års konference i Skotland, hvor jeg håber at få en opdatering på hvordan det er gået Specialisterne globalt og hvilke mål de har opnået siden den første konference d. 10-11 Maj 2011.